Højsæson i Bad Gastein

Højsæsonen er i fuld gang, og hvor har vi glædet os! Det er fantastisk at få lov at møde så mange skiglade mennesker, der deler vores glæde for sneen. At kunne vågne op, vise sine favoritpister til pistevisning, tage en øl sammen på afterski og senere komme forbi på lejlighedsbesøg kan knap nok kaldes for arbejde. Det er ganske enkelt magisk!

Skiferie i Bad Gastein

Vi er stadig ligeså begejstrede, som da vi ankom – det er simpelthen ikke muligt at blive træt af denne smukke by eller de herlige pister i området. Alle fem skisystemer er i fuld gang, og det er helt fantastisk. Graukogel, som er det mindste område, og som også åbnede senest, byder på fine pister og masser af ro. Her kan du ofte køre næsten helt alene, hvilket klart er en oplevelse værd. Dorfgastein er en favorit med sine dejligt brede pister, mens Sportgastein byder på de største udfordringer med sine lange slalompister. Og så er der selvfølgelig Bad Gastein og Bad Hofgastein, som er de to områder med fleste pister at vælge imellem.

Skiferie i Bad Gastein

Uanset hvor du tager hen, så er du garanteret spændende og varieret skiløb. Til frokosten kan du de fleste steder få alt fra kasnock’n og knödel til pizza og schnitzel. Og kommer du til vores picnic i sneen er der både burgere og pølser på grillen. Den perfekt måde at opleve Østrig på, gerne med en Almdudler til at stille tørsten. Det er en ægte favorit!

Vi ønsker jer alle en fantastisk vinter og en dejlig vinterferie.

– Team Bad Gastein