Festlig afterski i Bad Gastein

De østrigske skisportssteder er kendt for deres afterski, og her er Bad Gastein bestemt ingen undtagelse. Vi vil derfor gerne fortælle jer om to af vores yndlingssteder her i byen – så I ved, hvor I skal tage hen, når I leder efter den festligste afterski i Bad Gastein. Det kommer til at handle om den meget karakteristiske Silverbullet, som har et gennemført western-tema, og om den østrigsk-inspirerede bar Lederhosen.

Når man træder ind på Silverbullet, bliver man hurtigt overvældet af de mange indtryk. På væggene er der hoveder af bisonokser og elge og hele skeletter af forskellige mindre dyr. Selv efter mange besøg kan man stadig opdage nye malerier, objekter eller dyr, som man ikke har lagt mærke til før, når man kigger rundt på vægge, tag og i de mange små, hyggelige kroge i baren. Man føler hurtigt, at man er kommet til en helt anden verden – som en lille western-oase midt i Alpernes sne. Til afterski på Silverbullet er der altid livemusik, hvor der bliver spillet en masse sing-a-longs, som man nemt kan tage en sving-om til. Eller man kan nyde sin kolde fadøl, varme kakao eller glühwein på en af barens koskinds-belagte stole og sofaer.

Hvis du leder efter en mere klassisk østrigsk afterski-bar til at hænge ud i efter dagens skiløb, så er Lederhosen et godt bud. Her træder man ind i en aflang bar med to etager, og den overvældende mængde af træ på både gulv, borde og bar er med til at give stedet dets hyggelige stemning. En sjov detalje er også de to barstole med tyroleroutfit og et sæt ben, der stikker ud under stolens overflade. Lederhosen er ejet af østrigske Walther, som godt ved, hvordan man starter en god omgang østrigsk afterski. Her hører man gerne østrigski afterski-klassikere med tilhørende fantastiske danse, som gæsterne på baren ihærdigt danser med til.